Før vi startede med neurofeedback, oplevede vi en dreng, der var meget lukket. Han søgte sjældent øjenkontakt, svarede oftest kun ja eller nej, og havde ingen kontakt til jævnaldrende. Samtaler var korte, og vi kunne tydeligt mærke, hvor meget han trak sig ind i sig selv.
Under og efter forløbet begyndte der at ske mærkbare ændringer. I skolen deltog han i og gennemførte de skriftlige terminsprøver, hvilket tidligere ikke var en mulighed. Der kunne han slet ikke komme fysisk ind på skolen de dage.
Noget så simpelt som, at mobilen ikke længere absolut skulle være 100 % opladet, før han tog i skole, var også en stor ændring.
Søskende oplevede en lillebror, der blev ”fri”, han begyndte at deltage i samtalerne og fik overskud til at drille. Og bedsteforældrene lagde mærke til, at han kiggede op, smilede og sagde hej, når de kom på besøg. Generelt oplevede vi en dreng, der løftede blikket og havde overskud til at kigge på og deltage i verden omkring ham. Ikke fra den ene dag til den anden og det er stadig svært at deltage i det sociale, men det er ikke længere helt umuligt.
For os som familie har det betydet en verden til forskel. Hverdagen er blevet lettere, og vi behøver ikke hele tiden mærke efter stemningen på samme måde. Det er svært at måle helt konkret, da der er ikke noget forenklet før-efter billede. Men det vigtigste er at grundstemningen er løftet, og det kan mærkes hos os alle. Måske kan man sige at neurofeedback ikke kan ses, men det opleves og mærkes som en positiv forandring.
En stor del af trygheden i forløbet har været Lottes måde at være på. Hun har haft en meget stor forståelse for Nikolaj, været nærværende og meget respektfuld – uden nogensinde at overskride hans grænser. For os var det en kæmpe fordel, at kontakten primært gik mellem hende og mig som mor, så Nikolaj ikke skulle svare på en masse spørgsmål, men bare komme, få elektroderne sat på og gå hjem igen. Det gjorde hele forløbet trygt for ham, han vidste præcis hvad han mødte ind til og skulle ikke pludselig svare på eller tage stilling til alt muligt.
Hilsen Jane – mor til 15 årig med social angst